top of page
Musiklivets Talentrapport er en del af Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026 og har til formål at undersøge og forstå, hvorfor særligt piger og unge kvinder, som tidligt viser interesse og talent for musik, oftere end drenge og unge mænd forlader den musikalske fødekæde.
Undersøgelsen sætter unge kvinders perspektiv i fokus og formulerer anbefalinger til, hvordan man kan fastholde talenter på tværs af køn og baggrund på den formelle musikuddannelsesvej samt forbedre vilkårene for kvinder i det etablerede musikliv. (Kulturministeriet, 2023). Undersøgelsen koncentrerer sig om musikskoler, MGK-centre og konservatorier, som spiller en central rolle i talentudviklingen. For en professionel musikkarriere er de formelle uddannelsesveje betydelige, men ikke de eneste.
Undersøgelsen koncentrerer sig om musikskoler, MGK-centre og konservatorier, som spiller en central rolle i talentudviklingen. For en professionel musikkarriere er de formelle uddannelsesveje betydelige, men ikke de eneste. Omkring 64.000 børn og unge er tilmeldt musik- og kulturskoler, hvilket udgør 3,8 pct. af målgruppen på 0-24 år (Danmarks Statistik, 2024). Der findes mange andre musikundervisningstilbud, særligt i større byer, som ikke er kommunalt forankrede. Derfor må det reelle antal børn og unge, der modtager musikundervisning, antages at være betydelig højere. Statistikker viser, at 32 pct. af de professionelle musikere i Danmark har en konservatoriebaggrund (Danmarks Statistik, 2024), hvilket understreger, at mange professionelle musikere finder andre veje ind i branchen. For at skabe en nuanceret forståelse af kønsrelaterede mønstre i musiklivet er undersøgelsen baseret på et omfattende datagrundlag, der kombinerer kvalitative og kvantitative metoder.
Kernen i undersøgelsen er fokusgruppeinterviews, der er blevet gennemført med unge kvinder fra musikskoler, MGK og konservatorier. Disse interviews giver mulighed for at fremhæve de unges egne stemmer og oplevelser. Derudover er der gennemført tre fokusgruppeinterviews med undervisere fra de samme institutioner for at inddrage deres faglige perspektiver på kønsforskelle i børn og unges deltagelse i musikundervisningen. Fokusgruppeinterviewene suppleres med en spørgeskemaundersøgelse rettet mod alle elever på musikskoler og MGK. Spørgeskemaerne belyser deltagelse i musiklivet, uddannelsesvalg samt opfattelser af muligheder og barrierer for en karriere i musikbranchen. Data fra Danmarks Statistik, øvrige kønsstatistikker fra musikbranchen og en gennemgang af relevant, primært nordisk forskningslitteratur bidrager yderligere til at kvalificere undersøgelsens analyse og fund.
bottom of page
