Tre år med Musikalske Besøgsvenner: Her er forskernes anbefalinger til fremtidige kultur- og sundhedsprojekter
Efter tre år med Musikalske Besøgsvenner og løbende forskning undervejs, har antropologer fra Aarhus Universitet udgivet forskningsrapporten: `8 råd til kultur- og sundhedsprojekter: Baseret på erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner´.
Siden 2021 har mere end 25 forskellige professionelle musikere taget livemusikken med helt ind i stuen hos borgere og deres besøgsvenner gennem projektet `Musikalske Besøgsvenner´. Projektet blev skabt med en ambition om at lave et anderledes koncertformat for borgere, der normalt ikke er i stand til at tage ud af hjemmet for at gå til koncert.
Projektet har desuden fungeret som et eksperiment i feltet mellem kultur og sundhed for forskere fra Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet.
Efter tre års forskning og knap 300 koncerter er den anden rapport `8 råd til kultur- og sundhedsprojekter: Baseret på erfaringer fra Musikalske Besøgsvenner´ nu klar både i fysisk og digital form.
Hvor den første forskningsrapport `Musikalske Besøgsvenner 2021 – fra eksperiment til koncertformat´ fra starten af året fokuserer på projektets format og potentiale, har forskergruppen i den nye rapport udformet otte råd til alle, der ønsker at lave lignende kultur- og sundhedsprojekter i fremtiden:
8 råd til kultur- og sundhedsprojekter
-
Klæd deltagerne på til oplevelsen
-
Tag medansvar for kunstnernes professionalisering i kultur- og sundhedsfeltet
-
Match projektdesign med den rette målgruppe
-
Skab viden og dokumentation som en del af projektdesignet
-
Gentænk ’den gode oplevelse’
-
Skab sammenhængende koordinering og prioritér relationsarbejde
-
Gør op med silotænkning i sektorer
-
Investér i langvarige projekter af hensyn til impact og bæredygtighed